Galleri Røllike Art

Digitale Kompositioner.
Digitalisering har uanede muligheder, så også billedkunsten kan følge tiden, og anvende de nye metoder som en pendant til de udtryk vi kender. Der findes programmer med et utal af digitale pensler og andre værktøjer, de giver mulighed for at arbejde med skygge, lys, lasering osv.

Da jeg fotograferer meget har jeg, for at opnå mit helt specielle udtryk, valgt at anvende digitale fotos som primært værktøj i skabelsen af mine værker. Ligesom et maleri kan bestå af mange lag, kan et af mine værker være bygget op af op til 75 lag, som jeg arbejder med ca. een uge.

De første dage er en meget sanselig proces hvor jeg arbejder med idé, farver og komposition. Jeg fornemmer billedet i maven, som også er den der guider mig i forhold til stemning, farvevalg og opbygning, til det færdig udtryk er på plads. Man kan kalde formen en slags subjektiv realisme, holdt i nordiske farver og dansk utæmmet natur. Det almindelige er fantastisk.
Resten af ugen går med at transformere de mange fotos til ét billede. Det er den tekniske del af processen der kræver stor tålmodighed, Til sidst vælges en titel, som ofte er titlen til en international sangtekst.

Ved anvendelsen af bananskaller har jeg fået mulighed for at give udtryk for menneskelig adfærd, eller dyrs. Når bananskrællen er fotograferet og lagt ind i computeren, har den ofte sin egen attitude som gør den anvendelig i sin egen specielle sammenhæng, ikke mindst fordi den er uden køn, tro og race.

Fordi det er organisk materiale, passer de fint ind i naturscenerier, og på den måde har jeg baggrunden til min historie. Desuden er der visse ligheder med kalligrafi, hvilket gør at de nærmer sig et ældgammelt billedsprog. Da de ofte bliver til skrald, er de en kommentar til vores menneskesyn og køb og smid væk-kultur. Bananfigurerne kan bidrage til at beskrive noget hæsligt på en smuk og humoristisk måde.

Desuden er jeg optaget af naturens mønstre, som ofte viser sig at være globale. Der for optræder de ofte i mine himler, evigheden som bagtæppe.

Telefon: 30 24 43 81
Email: Vibeke_virenfeldt@hotmail.com
Web: www.vibekejensen.dk

Få kørselsvejledning
Udgivet i Holbæk.