CN Keramik

Inspirationen kommer blandt andet fra store maskindele i forfald, som i mine tidlige værker var en meget konkret inspiration. Skruen, hvis spiralbevægelse drejer sig om en central form eller lægger sig som lameller rundt om krukkens hals, er et af de gennemgående motiver, jeg arbejder med. Mine krukker og kar trækker også på urgamle grundformer og har efterhånden fået deres eget liv, så de er løsrevet fra den oprindelige inspiration og blevet til mere selvstændige objekter.
Jeg søger mod det punkt, hvor værket næsten går i stykker og bliver til natur. Det opnår jeg blandt andet ved at bruge en lerblanding, som indeholder papirmasse, hvor lange papirfibre holder sammen på leret under tørring og styrker det i brændingsprocessen.

Alle mine værker er rakubrændte. Det er en brændingsform, der fascinerer mig, fordi den kræver stor opmærksomhed og et nærvær på hver eneste genstand igennem hele processen; fra den rødglødende keramik løftes ud af ilden, placeres i et jordhul og tilkastes med savsmuld. Når keramikken er kølet ned toner de røde, brune, sortgrå og turkise nuancer frem i det sortflammede ler. Ilden, som er essentiel i rakubrændingen, sætter sine mærker på værkerne, en slags spor der gør, at hver eneste genstand får sit unikke særpræg. Processen er lunefuld, og der kommer stadig overraskelser ud af ovnen.

Jeg er født i 1965. Gennem mere end 25 år har jeg arbejdet professionelt med unikakeramik. Jeg har deltaget i kuraterede udstillinger i både ind- og udlandet og modtaget flere priser. Senest modtog jeg Danske Kunsthåndværkere og Designeres markedspris Håndfuglen i 2017 for bedste nye unika.
I 1985 gik jeg på grundforløbet indenfor pottemageri, hvor kimen blev lagt til min stærke interesse for selve håndværket. Efter et højskoleforløb i begyndelsen af 1990’erne startede jeg et værkstedsfælleskab ”Brændpunktet” på Nørrebro i København.
I slutningen af 1990erne arbejdede jeg for keramiker Christian Bruun, som var stærkt inspireret af en amerikansk tradition med stor vægt på materialet og brændingsprocesser. Jeg fik et ophold på Internationalt Keramisk Center, Guldagergård, i Skælskør, hvor jeg arbejdede med brændefyring og sodabrænding, som senere førte mig til at ville udforske den mere simple rakubrændingsmetode.
Siden 2008 har jeg boet på landet, hvor jeg har mit værksted og showroom. Jeg er medlem af kunstnersammenslutningen ”Cromisterne”, Bispegårdsgruppen og Danske Kunsthåndværkere og Designere.

Telefon: 60 95 23 69
Email: cn.keramik@gmail.com
Web: http://www.cn-keramik.dk

Udgivet i Kalundborg.