SOLODKA Gallery

Mit navn er Yuliya Solodka – autodidakt kunstner, født i 1984 i vest Ukraine.

Jeg kommer fra en kunstnerisk familie og har malet lige så længe, som jeg kan huske.
Jeg har altid brændt for kunst. I mine skoledage havde jeg mange små udstillinger, og blev det vi kaldte en “skolekunstner”. Jeg har sidenhen gået på Universitetet og læst økonomi. Men det at blive en kunstner var en drøm, som jeg ikke kunne slippe.

Jeg kom til Danmark i 2005 som studerende. I 2014 flyttede jeg til København fra Jylland og her mødte jeg den kunstneriske verden, med masser af udstillinger, spændende mennesker som inspirerede mig til at male igen og gøre min drøm til virkelighed.

Krigen i Ukraine har påvirket mine nyere værker, da en stor del af min familie stadig bor i Ukraine og nogen endda kæmper ved fronten.

Surrealisme, symbolisme og filosofi er de vigtigste aspekter i SOLODKAs kunst. Der ligger altid meget mere bag værket end blot et flot billede og mere end man umiddelbart ser ved første øjekast.

Marts 2023 åbnede jeg mit eget galleri på Smedelundsgade i Holbæk, hvor vi udover at udstille min kunst, som jeg skaber dernede, også sælger topkvalitets kunstartikler (lærreder, maling, pensler m.m.)

Telefon: 42 36 90 81
Email: yuliya@solodka.dk
Web: http://www.solodka.dk

Ina Bentzen

Velkommen i mit hjem – “det gule træhus”.

Jeg har, siden jeg var barn, tegnet og malet kvindekroppe i alle dens afskygninger. Denne fascination udspringer især af de runde former der findes i kvindekroppen. Da den er blød og føjelig, er der utallige motiver gemt i disse feminine linjer.

Malerierne bygges op af uregelmæssigt bugtede linjer, der fremhæver lys og skygge. Dette bidrager til dybden i billedet og gør dem sanselige.

Teknikken udformet gennem sirlige kruseduller, som bidrager til et unikt og anderledes udtryk, har jeg selv udviklet gennem tiden.
Med et brag af en baggrundsfarve, er disse malerier ikke til at overse.

Alle værker er malet på lærreder, med en bund af akryl og tegnet med trækul.

Kig forbi til en snak, en kop kaffe/te og en snack.

Jeg glæder mig til at se jer.

Telefon: 30 13 93 46
Email: gronnevang@gmail.com
Web: inas-malerier.dk/

Galleri Skovbon

Velkommen i mit nye galleri.
Jeg er nytilflyttet til Gl. Tølløse fra København, hvor jeg i flere år drev et lille galleri på Strøget sammen med 5 andre kunstnere.
Jeg har udstillet siden 1995 i både ind- og udland.
Mine billeder varierer meget og bliver først til efter mange overvejelser om farve- og materialevalg.
For tiden er jeg meget optaget af mix media med akvarel og collage, men arbejder også med akryl, alkohol ink og monoprint.
Jeg glæder mig til at se jer i pinsen til en lille kunstsnak og en forfriskning.

Telefon: 50 92 82 20
Email: karinstroemolsen@gmail.com
Web: http://www.karinskovbonart.dk

Galleri Peter Fuglsang Kunstværksted

Mit navn er Peter Fuglsang, jeg er 61 år og bosat på Tuse Næs nær Holbæk, hvor jeg har mit Kunstværksted, Galleri & Atelier.
Jeg bliver inspireret og fascineret af et udtryk, en udstråling, et smil eller én eller flere rynker. Måske er det en kropsholdning. Menneskers styrker, forladte gamle huse, svaghed, passion og livshistorie fænger mig, og det søger jeg at formidle i min kunst.

Jeg arbejder gerne i serier, hvor jeg tager udgangspunkt i et afgrænset tema, hvor jeg er optaget af at fange det søgende, og det vi tror, vi finder – fantasier, levende drømme, indre forestillinger – måske livets kompleksitet og sammensathed.
Jeg maler udelukkende med kvalitets oliemaling på opspændt lærred.

Du kan se flere af mine værker på:

Telefon: 21 42 55 67
Email: fuglsang@hotmail.com
Web: http://www.peterfuglsang.dk

Charlottes Keramik

Unika keramik:
Oplev mine spændende unika schells, clouds and bowls, som er håndformet i stentøjsler og porcelænsler og pålagt spændende glasurer.
Da alt, hvad jeg laver, er unika, vil der ikke være to forme som er ens. Men det er netop charmen ved unika, at den enkelte genstand får sit eget liv via form, glasur og brænding. Ler er et naturprodukt som hentes op af jorden og et meget gammelt materiale, som vi kan være stolte af stadig har sin berettigelse.
Glæd dig over det smukke udtryk og pas godt på din keramik.

Telefon: 31 60 01 02
Email: charlotte@chaber.dk

Bente Kjær Pedersen

OM MIT BILLEDARBEJDE

I et abstrakt, geometrisk billedsprog arbejder jeg særligt med farve/farvens liv og vibration – balance og spænding – former og struktur. Med inspiration fra planteverdenen, naturen og naturens kredsløb.
Mange af mine billedserier er bygget op over universale geometriske symboler som cirklen, kvadratet, trekanten og korset.

I atelieret kan bl.a. ses serierne:

’STOKROSER’ – akryl på lærred (70 x 100)

Når stokrosens blomst ses i direkte modlys, ses dens stærke geometriske opbygning, med femstjernen i midten, og dens cyklus er skildret v. frø, blomst og frøkapsel.

’KVADRATISKE KORS’ – akryl og temperafarve på lærred (30 x30)

Enkeltheden og kraften der opstår i krydset mellem en horisontal og en vertikal linje.

’FARVEBALANCER’ – akryl på lærred. (Indrammet blændramme m. bladguld). (20 x 20 cm)

´FARVEBALANCER PAPIRKLIP´ – farvet papir på håndlavet papir malet m. akvarel. (40×40 cm)

NATUR, PLANTER OG KREDSLØB

I 1986 tegnede jeg de første amaryllis, og jeg blev optaget af at følge denne hurtigt voksende plantes vækst, knopdannelsen, blomstens udfoldelse og afblomstring og frødannelse.
Senere har jeg fulgt og følger andre planter og træer: Hyld, Æble, Valmue, Tulipan, Kastanje, El, Ask, Mælkebøtte, Morgenfrue.

Plantestudierne er for mig næring, inspiration og grundlag for mit billedarbejde, og plantens cyklus opleves som fine billeder på døgnet, året, menneskelivet og en hver skabende proces.
Det at undersøge planterne, og følge plantens forskellige stadier intenst gennem tegningen, gør at jeg får øje på detaljer, får viden og bliver ekstra opmærksom på det der særligt kendetegner og sker i de forskellige stadier i et kredsløb.

INSPIRATION

Siden 1990 har jeg læst og haft interesse for Martinus åndvidenskabelige analyser.
Dette overordnede verdensbillede, de logiske forklaringer af lovmæssighederne og kredsløbene i naturen og i den fysiske og åndelige verden, samt de poetiske beskrivelser af naturen og livet, er blevet en stærk og levende inspiration, en viden og en visdom – der ligger til grund for min opfattelse af livet og kunsten.

Telefon: 24 83 40 85
Email: bentetegner@yahoo.dk
Web: http://www.bentetegner.dk

Art by Mille Lykke

Jeg elsker at være kreativ, og at fordybe mig i malerierne er virkelig noget, der giver mit liv værdi.
Jeg nyder at sætte musik i mine ører, og se hvordan magien viser sig. Jeg har ikke altid en plan, men dét er mere en slags stemning og nogle følelser i min krop, der sætter magien i gang.
Og mærker jeg ikke sådan ægte, at det er færdigt, stopper jeg ikke før følelsen er der…
Jeg er kontaktet af flere, sælger og udstiller min kunst, og har på meget kort tid fået så meget anerkendelse og kærlighed fra jer alle. TAK…
Og udstiller gerne forskellige steder, og ser frem til mange andre spændende oplevelser i denne fortryllende verden.
Jeg priser mig lykkelig over at kunne berige så mange hjem, og forhåbentlig med et drys af lykke, stemning og smil på læben med mine værker.
Se mere på min facebook -eller instagramside: art_by_millelykke eller min hjemmeside: http://www.artbymillelykke.dk

Aggersvoldvej 47

DE SMUKKE FARVER.
ESTHER HANSEN
Vejen til maleriet kom allerede i min ungdom, hvor jeg blev optaget af porcelænsmaling.
Porcelænsmaleriet førte igen til, at jeg fik lyst til at give mig i kast med klassisk blomstermaleri,
Ingen mestrer denne genre smukkere end O. D. Ottesen og J. L. Jensen.
Deres billeder har klart været min inspiration.
Gennem årene har jeg på min måde prøvet at give mange af havens blomster liv i mine blomsterbilleder.
I 2007 begyndte jeg at få undervisning hos Mads Rye i København.
Hos Mads Rye har jeg prøvet kræfter med portrætmaleriet, og malet landskaber og dyr. Jeg holder af at udtrykke mine oplevelser, fra min hverdag, i maleriet.
Derfor er det også en stor glæde for mig at dele oplevelserne med beskueren.
Udstillinger:
Har bl.a. udstillet hos Galleri Knud Grothe i Charlottenlund.
Gaudi Galleriet
Galleri Gram Huse
Udstillet på Øko-dag i 5 år på Pileborggaard. Aggersvoldvej 47.
Udstillet på Holbæk Bibliotek i januar måned 2019.

Tlf: 22 89 80 17
Email: pileborggaard@mail.tele.dk

YOUNICA

YOUNIQA er et lille firma med fokus på at skabe smukke smykker til den moderne og kvalitetsbevidste kvinde og mand.
Vores unikke smykker er baseret på vores egne designs og bliver lavet i hånden i vores lille studie i Holbæk.
Christina, der er grundlæggeren af virksomheden, designer og producerer alle smykkerne i samarbejde med sin mand Allan.
Christina har gennem hele sit liv været en kunstnerisk og kreativ person. Hun har arbejdet med mange forskellige kunsthåndværk, men i de seneste år er design og smykkefremstilling blevet hendes store passion.
Vi synes, at et håndlavet smykke er noget helt specielt. Den følelse får vi hver gang, vi har lavet et nyt smykke. Det er grunden til, at vi laver vores smykker fra bunden og bruger de gamle guldsmedteknikker til at skabe smukke og unikke smykker.
Hos YOUNIQA arbejder vi primært med guld og sølv samt perler og ædelstene. Vi laver tit smykker i samarbejde med vores kunder, og ofte har kunden selv ”gamle” smykker liggende, der skal indgå i projektet. Vi er vilde med at lave disse projekter og den pingpong, vi får med vores kunder i processen.

Telefon: 23 36 85 55
Email: info@youniqa.dk
Web: http://www.youniqa.dk

Karen Sylvest

Fascinationen af at se et motiv vokse frem på lærredet eller papiret, er det der holder mig i gang. Processen selv, som rummer både tro og tvivl, og kampen for at finde vej ud af et morads, som jeg selv har skabt. Og pludselig at nå frem til det punkt, hvor jeg ved, at maleriet er færdigt.
Kompositionen er afgørende – hvis den ikke er i orden, holder det ikke hele vejen.
Portrætter er for mig en særlig opgave. En udfordring, som skal gribes næsten videnskabeligt an, hvis det skal lykkes. Der er noget trygt og godt ved at begynde på opgaven med en grundig forberedelse af lærredet og skitsering af motivet.
Uddrag af Tom Jørgensens tekst i 101 Kunstnere 2021:
”Karen Sylvests billedunivers er bygget op af modsætninger. På den ene side orden, struktur og kompositorisk skelet. På den anden side atmosfære, stemning og lys.
Selv om hun for det meste er en figurativt arbejdende kunstner, ser og opfatter hun flader som en abstrakt maler ville gøre, med fokus på de basale elementer: form, farve og linje.
Som modvægt til og i dynamisk dialog med den strukturelle orden sætter Karen Sylvest farven og lyset.
Med til at gøre kompositionen levende er også hendes vane med at veksle mellem mættede og umættede farver i samme billede. Ved at skifte mellem næsten gennemsigtige lag af tyndt påført maling og fede og glødende lag af pigment opnår hun en stor variation i det taktile udtryk. Noget der gør det enkelte maleri endnu mere stofligt (. . . . .) som om man næsten kan smage den saftige pære og dufte det nyslåede græs i sine næsebor.”

Telefon: 26 99 56 22
Email: info@karensylvest.dk
Web: http://www.karensylvest.dk