Carl Ammitzbo

Jeg har været fascineret af vilde pattedyr, lige siden jeg var lille og fascinationen har holdt ved ind i voksenårene. Specielt er jeg meget betaget af den nordiske natur, hvor der visse steder kan være så øde, at man føler sig helt alene i naturen. Jeg har fotograferet seriøst de sidste 30 år og fotografering af vores smukkeste hjorteart, rådyret, er oftest mit udgangspunkt. I begyndelsen forsøgte jeg at snige mig ind på rådyrene og en sjælden gang kom der også et brugbart billede ud af anstrengelserne, men for det meste blev jeg opdaget og dyrene flygtede i panik, før jeg fik taget et billede. Inden for de seneste 10 år har jeg ændret strategi. Nu sætter jeg mig i god tid et sted, hvor jeg forventer, at rådyrene vil vise sig. Den strategi giver ro i krop og sjæl og naturoplevelserne er ikke blevet mindre. Samtidigt er det en stor fordel at sidde stille med rolig puls, når der skal komponeres billeder og kameraudstyret skal holdes stille ved de lange lukkertider, der ofte er nødvendige for at tage billeder af dyr, der mest viser sig ved skumring og daggry. En anden fordel ved at sidde stille er, at dyrene ofte slet ikke opdager mig og at jeg således ikke føler, at jeg forstyrrer dem. Billederne i min udstilling er alle af fritlevende dyr bortset fra to. Næsten alle pattedyrsbillederne er taget i Roskilde og den nærmeste omegn. Nogle af fuglebillederne er taget i Sverige, hvor jeg meget gerne opholder mig i de store skove. Så godt som alle billederne er taget med et gammelt men meget velfungerende Nikon 300mm f2,8 objektiv. Jeg går ikke så meget op i fotoudstyr og køber meget sjældent nyt. Jeg håber, at I vil nyde billederne lige så meget, som jeg har nydt at tage dem.

Telefon: 51 25 72 52
Email: ca@silentor.com
Web: http://www.IWouldLikeToSeeALynx.com

Udgivet i Roskilde.